Terapi hos mig

Når du starter i Terapi hos mig, er der flere veje, vi kan gå, alt efter hvad du er tryg ved og finder mest meningsfuldt. Vores styringsredskab er det, du ønsker at terapien skal føre til. Vi kan fokusere på dine mål, og afdække ressourcer og værdier til at hjælpe dig med at nå dem. Vi kan fokusere på din nutid og de reaktioner, tanker og følelser, der opleves svære eller problematiske. Her kan vi afprøve metoder og værktøjer til den ønskede forandring. Vi kan gå skridtet dybere, og ved samtale om opvækst, få forståelse for de reaktionsmønstre, du har i dag. Når vi taler om din fortid kan der dukke gamle sår og traumer op, som har brug for at læges.

Fælles for alle veje er, at din selvindsigt bliver øget, og du vil få hjælp til komme ud af fastlåsthed, hjælp til at regulere dine følelser, dæmpe overtænkning og selvkritik, få nye perspektiver og nye handlemuligheder. Terapien vil overvejende være samtalebaseret, men jeg vil spørge til dine kropsfornemmelser, og dine følelser. Jeg vil måske præsentere dig for nogle øvelser, der kan ændre dine sansninger og dit kropslige udtryk.

Terapi er også et arbejde for dig.

Derfor skal du søge terapi, når du er forandringsparat og har mod til, at afprøve nye veje. Det kan være, du kommer til at opleve, at forandringerne sker helt af sig selv i takt med større indsigt og flere perspektiver, eller det kan være, at det opleves som hårdt arbejde. Det ved vi ikke før, vi er i gang.

Gruppeterapi.

Hvis flere af mine klienter har lignende udfordringer opretter jeg grupper på 4-6 personer, hvis der er interesse for det. En sådan gruppe vil typisk mødes 1 gang hver uge eller hver 14. dag. I gruppeterapi, vil der altid være en indledende runde, hvor vi finder ud af, hvad der skal arbejdes med og om en eller to af deltagerne er i fokus. Fordelene ved en gruppe er bl.a.: Mindske ensomhed og skam ved at have det, som man har det. At høre egne udfordringer udtalt med andres ord og perspektiver udvider bevidstheden om sig selv. Inspiration til at tænke og handle anderledes.

Isabelle Psykoterapi